Seneste referat fra bestyrelsesmøde - Referat 17 oktober 2018

Onsdag d. 19. september 2018

Referat Bestyrelsesmøde d. 16. september 2018
Klokken 19.00 - check-in 18.45

Tilstede :  Ulla, Allan, Mette, Thomas, Maria, Louise, Maria P. og Vicky.
Ordstyrer : Maria P.
Referent : Thomas

1. Kommentar af seneste referat.

Referatet blev ikke godkendt da bestyrelsen ikke var beslutningsdygtig og da flere punkter blev udskudt til næste møde.

2. Nyt fra huset

Sorø Kommune Budget 2019.

Der er fremsat budgetforslag til budget 2019 for Sorø Kommune. Budgettet indeholder forslag til besparelser på dagtilbudsområdet.

Afhængig af det endeligt vedtagne budget, og de områder der evt. sker besparelser på, kan det også få konsekvenser for driftstilskuddet til private institutioner.

Det vil derfor have stor bevågenhed for bestyrelsen, i forhold til den fremtidige økonomi og det fremtidige tilbud i Pedersborg Børnehus.

Der er bl.a forslag om:

  • Lukkeuger i juli måned, lukkedage op til Påsken
  • Ændre overgang fra vuggestue til børnehave fra 3 år til 2,9 år
  • Ændre grundnormeringen i børnehaver (forringe normeringen)
  • Tidlig overgang til SFO/skole (pr. april måned)

Ombygning vuggestuen:

VVS-arbejdet med at etablere hæve/sænkebord på Giraftoilet forventes udført snarest.

Der er anmodet om 3 tilbud på etablering af nødvendig ventilation i Girafstuen, jvnf. Betingelserne i byggetilladelsen. Vi håber at projektet er færdigt omkring november måned.

 

Vi Lærer Sprog +

Pedersborg Børnehus er blevet udtrukket til at være ”kontrolgruppe” i forskningsprojektet.

Det betyder at vi skal arbejde systematisk med sprog og ihærdighed i samlet set 25 uger med slut april 2019.

Det betyder altså IKKE at vi blot skal fortsætte som vi plejer. Måden vi skal arbejde på er veldokumenteret og har evidens for at have positivt effekt på børns sproglige udvikling.

Personalegruppen har været på et kort introkursus a 3 timer, og vil blive yderligere informeret og undervist 6 timer d. 29/9 2018.

Vi har fået materiale og vejledning til gennemførelse af forløbet.

Selve forløbet starter d. 1. Oktober.

Pædagogisk Tilsyn:

Rapporten fra det Pædagogiske tilsyn er ankommet.

I opfølgningen og konklusionen er anført følgende:

Opfølgning fra sidste tilsynsbesøg


  • Læreplanstemaer: opfølgning på at der tidligere ikke var så meget der
  • Ekstern samarbejdspartner: PPR, TH, sundheds., to-sprogskonsulent
  • MUS: skriftlighed. Samtalerne på vej inkl. skriftlighed.
  • Tegn-på-læring: manglede beskrivelser
  • Bruger det materiale der ligger i det kommunale regi, men er ikke gået i gang endnu. Men arbejder igennem SMITTE-modellen.
  • Dokumentation i børnehøjde: meget hang i voksenhøjde. Nu er fx bogstaverne kommet ned i børnehøjde.
  • Har forsøgt at bruge SMITTE-modellen i to større forløb

 

 

Afsluttende konklusion på tilsynsbesøget:

Tilsynet har til formål først og fremmest at sikre, at kommunens tilbud praktiseres i overensstemmelse med lovgivningen på dagtilbudsområdet, og at de private institutioner lever op til de centrale og kommunale kriterier privatinstitutionen er godkendt efter. Derudover skal tilsynet fungere som et middel til dialog mellem fagcenter Børn og Familier, det politiske niveau og områderne, med henblik på fortsat at kvalitetsudvikle dagtilbudsområdet.

 

Det vurderes, at Pedersborg Børnehus praktiserer i overensstemmelse med lovgivningen på dagtilbudsområdet samt de kommunale retningslinjer, hvorved de er godkendt.

 

Pedersborg Børnehus opleves som en institution der er ved at finde sin retning i forhold til pædagogik, struktur og organisering. Der er helt tydeligt kommet et større fokus på arbejdet med de pædagogiske læreplaner/læreplanstemaer og samarbejdet med tværfaglige ressourcepersoner er også blevet mere systematisk. På baggrund af rundvisningen med børnene virker det som om, at der er mange regler for i forhold til ”hvad man ikke må”, som barn. Dette er bragt ind som en opmærksomhed.

 

 

Der kom under samtalen nogle udviklingsområder/opmærksomhedspunkter frem i forhold til Pedersborg Børnehus. Disse er nogen der er i gang/ eller planlægges at skulle arbejdes med i institutionen. Følgende udviklingsområder/opmærksomhedspunkter blev nævnt:

 

  • Digitale systemer der spiller sammen
  • Transformere regler til værdier – ”hvad må vi” i stedet for ”hvad må vi ikke”
  • Fokus på dokumentation i vuggestuen og få skabet trygge læringsmiljøer
  • Finde en måde/metode til at snakke ”børn”
  • Sprog
  • Børnemiljø tænkt ind i forhold til APV
  • Ledelse tæt på praksis – mere tid til pædagogisk sparring
  • Får arbejdet og implementeret den ”Ny styrket læreplan” - Få SMITTE modellen i brug

 

Derudover blev der fra den pædagogiske konsulent bragt følgende opmærksomheder i spil:

 

  • Fysiske læringsmiljøer
  • Gode læringsmiljøer hele dagen

 

Servicemedarbejder- Pedelfunktion

Desværre er den planlagte ansættelse af ny pedelmedarbejder aflyst. Ændrede arbejdstider i andet job betyder, at det rent praktisk er uforeneligt at kombinere med jobbet som pedel her i Pedersborg Børnehus.

Der søges efter Pedel via annonce i lokalavisen.



Mette og Ulla informerer

Børnene lytter til forskellige typer musik og laver tegninger udsprunget af inspirationen fra naturen. Børnene skal være med til at fortælle og digte historier.

På girafstuen kan det mærkes at der er en stor gruppe af piger. Der arbejdes på at gøre børnene bedre til at lytte og give plads til hinanden.

Arbejdsdagen gik godt og der var et rigtig godt fremmøde både af forældre og børn. Vi holder fast i at afholde arbejdsdagen om lørdagen i september og søndag i maj måned.



3. Økonomi

Vicky informerer:

 

Overordnet ser det fortsat rigtig fint ud.

 

Vi har realiseret et overskud på kr. 351.391 kr. pr. 30. september 2018. Jeg har desværre ikke et sammenligningsgrundlag til samme periode sidste år, da vi i perioden ikke modtog månedsbalancer fra administrator, men i forhold til 2017 samlet, ligger vi stadig under med ca. 45.000 kr.

 

Vi sluttede 2017 med et overskud på 396.473 kr. I forhold til det opdaterede budget for 2018, har vi et forventet overskud for 2018 på 373.803 kr., altså tæt på det flotte resultat som vi havde sidste år og væsentlig bedre end det budgetterede overskud på 147.483 kr.

 

Indtægter

Vi har pr. 30. september 2018 samlede indtægter på kr. 4.685.255 hvilket er højere end det budgetterede på kr. 4.456.288 – en positiv forskel 228.937 kr. eller 5,1%. 

 

 

Omkostninger

Vi har samlede omkostninger i perioden for kr. 4.333.834 mod budgetterede omkostninger på kr. 4.396.332 – også en positiv forskel på 62.498 kr. eller 1,4 %. Vi har haft samme positiv udvikling på omkostningerne det meste af året.

 

Omkostningerne kan fordeles i grupperne "personale, ejendom og øvrige omkostninger og fordeler sig således:

 

Personale

Personaleomkostningerne er pr. 30. september 2018 kr. 3.514.948 mod budget på kr. 3.550.124, en afvigelse på kr. 35.176 (1%) – Omkostningerne ligger stort set på niveau med det budgetterede.

 

Ejendom

Ejendomsomkostningerne er pr. 30. september 2018 kr. 486.801 mod budget på kr. 514.667, et fald på kr. 27.866 (5%) - og skyldes primært lavere forbrugsomkostninger end budgetteret.

 

Øvrige omkostninger

Øvrige omkostninger er pr. 30. september 2018 kr. 332.067 mod budget på kr. 331.542, en stigning på kr. 525 (0,1%) og ligger på niveau i forhold til budgettet.

 

På balancesiden kan siges, at børnehavens likvider pr. 30/9-2018 udgør kr. 1.488.266. Pr. 31/12 2017 havde vi likvider for 1.551.691, og vi har således forbrugt 63.425 kr. Vi har nedbragt vores kortfristede gæld (kreditorer, feriepenge på timelønnede mv.) fra 96.041 pr. 31/12 2017 til knap 20.000 kr. pr. 30. september 2018.

 

Det var lige hvad jeg har at sige nu, såfremt I har spørgsmål til det materiale administrator har fremsendt eller til ovenstående, så lad os endelig tage det senere. Jeg har vedhæftet de dokumenter som jeg har baseret ovenstående på.

 

4. Generalforsamling
Vi har sat en agenda op for generalforsamlingen.
Maria og Louise fra bestyrelsen tæller stemmer op efter afstemningen.
Bestyrelsen konstituerer sig mandagen efter generalforsamlingen.

 

6. Eventuelt
LDD afholder bestyrelseskurser, vi må overveje om det er noget som kunne være relevant for medlemmer af bestyrelsen.


7. Afslutning
Der takkes for god ro og orden.

 

Næste bestyrelsesmøde mandag d. 29/10 kl. 19 med check in kl. 18:45